Sadelmagerens hvide guld dukkede op af jorden

Fundet af en række velbevarede musselmalede porcelænsskår under en arkæologisk udgravning i Sct. Anna Gade fortæller både en historie om Danmarks første porcelænsproduktion, en velstillet sadelmager og te- og kaffekulturens indtog.

Af Martine Lind Krebs

(Artikel sponsoreret af Elsinore Evenings)

I slutningen af 1700-tallet var kongeligt porcelæn et statussymbol, som de færreste havde råd til, og kaffen en helt ny modedrik. Så da der for nylig dukkede en større mængde musselmalede porcelænsskår op under en arkæologisk udgravning i Sct. Anna Gade i Helsingør, var det et fund, der blev undersøgt nærmere.

- Vi har aldrig fundet så tidligt kongeligt porcelæn – og så i den mængde. Jeg synes selv, det var et spændende fund. Min mor har et stel, som hun har arvet fra sin mor, så det var noget, jeg selv kunne relatere til. Det er nemmere at forstå arkæologiske fund, når man selv har haft noget, der ligner – så bliver afstanden til historien ikke så stor, siger Liv Appel, souschef på arkæologisk afdeling ved Museum Nordsjælland og udgravningsleder under udgravningen i Sct. Anna Gade.

Ejendommen Sct. Anna Gade 5A er i dag en stor gulmalet bygning ud til Rådhustorvet, der huser kommunens Center for Ejendomme. I forbindelse med en renovering af bygningen skulle gulvene i kælderen sænkes, og derfor skulle arkæologerne inddrages for at finde ud af, hvad der gemte sig under det gamle kældergulv. Udgravningerne viste, at den eksisterende bygning er opført oven på en gammel bygård, som vendte ud mod Sct. Anna Gade, der i 1700-tallet var det ene af Helsingørs to hovedstrøg. Da det nye hus blev opført i midten af 1800-tallet, blev den gamle bygårds brønd og kælder fyldt med affald og murbrokker – ikke mindst masse porcelæn, som sikkert har været efterladt i en bunke i gården. Arkæologerne fandt også andre porcelænsskår fra engelsk, kinesisk og japansk porcelæn, samt potteskår fra tysk og svensk stentøj og almindeligt lertøj foruden og glas, rustent jern og dyreknogler.

Det musselmalede porcelæn vakte stor interesse. Selv om Clay keramikmuseet i Middelfart har mere end 55.000 genstande fra Den Kongelige Porcelainsfabrik, var nogle af kopperne i Sct. Anna Gade faktisk af en hidtil ukendt type. De har sandsynligvis været en slags små kopper uden hank, inspireret af tyrkiske kaffekopper.

Sadelmagermester Beck
Ved at gå tilbage i de gamle folketællinger, kunne Liv Appel og hendes kolleger finde frem til porcelænets oprindelige ejer. I de sidste årtier af 1700-tallet var bygården i Sct. Anna Gade ejet af saddelmagermester Søren Beck, og det passer med alderen på porcelænet, der vurderes at være fra ca. 1780. Som Liv Appel understreger, kan det jo også være en senere ejer af gården, der har købt porcelænet brugt, men for den gode histories skyld forestiller vi os, at det var saddelmagermester Søren Beck, der ejede porcelænet. Måske fik han og hans kone, Inger (f. Weesterberg), det i bryllupsgave eller i barselsgave, da de fik deres søn, Rasmus.

For at købe porcelænet har saddelmagermesteren (hvis det altså var ham selv, der købte det) skullet rejse til København, hvor den Kongelige Porcelainsfabrik lå med sin eksklusive butik oven over fabrikken. Blandt fabrikkens ejerkreds var enkedonning Juliane Marie, som jo er kendt i Helsingør for at have lagt navn til Marienlyst Slot. Porcelæn var på det tidspunkt en afsindig eksklusiv vare, der også gik under tilnavnet ”det hvide guld”, og som fortrinsvis var ejet af det bedre borgerskab. ”Så det har krævet mod af en håndværkermester at bevæge sig ind på de bonede gulve for at købe det”, siger Liv Appel.

På den måde fortæller fundet af de musselmalede skår også en historie om en købstad, hvor håndværkere havde mulighed for at avancere og blive meget velhavende. Mon ikke saddelmagermesteren har haft garnisonen på Kronborg som kunder? Han var i hvert fald så velhavende, at han ejede en stor bygård i smørhullet af Helsingør med en stor smuk sal på første sal, hvor porcelænsstellet måske blev opbevaret og vist frem, forklarer Liv Appel. Måske serverede hans kone, Inger Beck, søde sager fra bageren i Strandgade lige rundt om hjørnet til deres te- eller kaffeselskaber.

Det ædruelige alternativ
Om det var te eller kaffe, der blev drukket af de musselmalede kopper, er det ikke muligt for arkæologerne at give et klart svar på. Først teen – og senere kaffen – var kommet til i slutningen af 1600-tallet og 1700-tallet som et ædrueligt og forfriskende alternativ til al den øl, snaps og vin, som dengang blev hældt indenbords ved sociale sammenkomster. Det forklarer Frederikke Heick, som er formidlingsinspektør ved Helsingør Museum.

- Helsingør i 1700-tallet var kosmopolitisk – Danmarks mindste storby. Øresundstolden gjorde Helsingør til noget særligt, hvor der blev solgt mange specielle varer, og især nye ideer havde god adgang til byen, og Helsingørs borgere var blandt de første i Danmark til at tage kaffen og teen til sig, siger Frederikke Heick. Der startede i byens absolutte top – man kan læse i de gamle arveskifter, at præsten ved Olai Kirke i 1727 havde et overdådigt te- og kaffestel. Herfra spredte kaffe- og tedrikningen sig ned gennem samfundets lag, startende med de velstillede borgere som sadelmagermesten og hans frue, og i midten af 1800-tallet var kaffe blevet allemandseje, forklarer Frederikke Heick.

- Kaffen blev en ny modedrik, der var populær hos borgere. Den blev så populær, at den ændrede vores madkultur, for når man fik kaffe og måske kage om eftermiddagen, så havde man ikke behov for at spise aftensmad allerede klokken 18, forklarer Frederikke Heick.
De fine musselmalede porcelænsskår fra Sct. Anna Gade fortæller altså også en kulturhistorie om, hvordan kaffepausen blev en integreret del af vores hverdag.

- I dag er kaffen noget, som vi i høj grad bruger til at definere os. Den er blevet en social institution, som vi mødes over. Og kaffen er jo nærmest det eneste accepterede nydelsesmidddel, vi har, i modsætning til sukker, cigaretter og alkohol, som der bliver set lidt skævt til, siger Frederikke Heick.

Sjovt nok, så har teen bevarer noget af sin eksklusivitet fra dengang, siger Frederikke Heick:
- Det er dyrt, fint og kræver viden at drikke ordentlig te. Og så er det ikke lige så stærkt som kaffe, så måske er der noget ædrueligt og frisk over at drikke te.